I denne uge deltog jeg i ISAAC Danmark 2025-konferencen, arrangeret af den danske afdeling af International Society for Augmentative and Alternative Communication. Det vigtigste, jeg tog med mig, var dette: Vi må både arbejde for at give mennesker med kommunikationsvanskeligheder mulighed for at udtrykke sig, og for at gøre omgivelserne klar til at lytte.
Kommunikation kræver nemlig en indsats fra begge sider. Det gælder os alle, i en vis grad. Men for mennesker med komplekse kommunikationsbehov er vejen fra tanke til forståelse fuld af forhindringer. Det handler ikke kun om adgang til redskaber indenfor Alternativ og Supplerende Kommunikation (ASK), men også om at blive mødt af nogen, der er villige til at lytte, tolke og insistere på, at der er noget at forstå.
Fra indre stemme til ydre udtryk
Vi har alle en indre stemme: en tankestrøm, der følger os gennem hverdagen. For de fleste af os er det enkelt at omsætte den indre stemme til ydre udtryk, men for mennesker med komplekse kommunikationsbehov er det langt fra nogen let opgave at få stemmen frem.
Morten Jacobsen fra Kommunikationscentret Hillerød mindede os om, hvor mange kompetencer kommunikation egentlig kræver. Som han påpegede: bare det at tale kræver koordinering af over 100 muskler! Selv med de rette forudsætninger kan sensoriske behov stå i vejen. Tenna Lygum Sørensen fra COMUNIK viste med fine eksempler, hvordan sensoriske profiler kan hjælpe med at tilpasse ASK-indsatsen, for nogle har brug for mindre input, andre for mere, før kommunikation overhovedet bliver mulig.
Jeppe Forchhammer, der er født med cerebral parese (CP), medvirkede for nylig i dokumentarserien „Wingman‟, hvor han skulle caste en stemmeskuespiller til at repræsentere det, han kaldte tankestemmen: tankernes stemme. På konferencen beskrev han, hvor mærkeligt det føltes for ham at gøre det: for hvordan ved en person, der ikke kan tale, hvordan de lyder inde i hovedet?
Selv da skuespilleren var fundet, var det ikke let at få tanker, intentioner og følelser ud. For selv når en person med kommunikationsvanskeligheder faktisk finder en måde at udtrykke sig på — med tegn, symboler, talemaskiner eller kropssprog — går budskabet nogle gange stadig tabt. Som Sofia Arezoo, en anden ASK-bruger der holdt oplæg på konferencen, sagde: „Maybe you don’t understand me, but I understand you.‟ Kommunikation sker ikke i et tomrum: der skal være nogen i den anden ende.
Kommunikationspartnerens rolle
Jeppe beskrev, hvordan han måtte have meget lange samtaler med dokumentarens instruktør om hver eneste scene og skrev 62.755 ord med øjnene, som til sidst blev til speak i dokumentaren. For at Jeppes stemme kunne blive hørt, måtte nogen lytte først. Kommunikation bygges gennem samspil, tolkning, afklaring og en oprigtig vilje til at forstå hinanden.
Flere andre oplæg fremhævede også vigtigheden af kommunikationspartneren. Projektet „KEND MIG!‟ viste, hvordan KnowMe-værktøjet muliggør kommunikation, selv når de primære udtryksformer er bevægelser, ansigtsudtryk og adfærd. Ligeledes viste projektet „Samtale Kraft‟ på Bofællesskabet Postens Vej hvordan en aktiv indsats for at forstå det enkelte menneske gjorde det muligt for borgerne at blive medspillere frem for tilskuere i eget liv.
I sit oplæg talte professor Stephen von Tetzchner om, hvordan det traditionelle fokus på at lære børn internalisering af sprog (ordforråd, forståelse og match-opgaver osv.) ikke er tilstrækkeligt. Vi skal også fokusere på eksternalisering: at give børn (og voksne) redskaber, modeller, muligheder og støtte til faktisk at sige noget. Det kræver tålmodige og vedholdende kommunikationspartnere. Mange ASK-brugere får hverken tid, opmuntring eller adgang til at udvikle deres ekspressive sprog.
Teknologi som facilitator
Teknologi kan støtte alle trin i kommunikationskæden: fra tanke, til udtryk, til genkendelse og fælles forståelse.
Nogle værktøjer giver adgang til sprog helt fra begyndelsen: som spil der styrker motorikken (Louise Hollænder Svendsen fra Ergoterapi, teknologi og gaming fortalte om flere succeshistorier), eller apps hvor et barn kan træne tegn og symboler. Andre giver mulighed for at tale: talemaskiner, syntetiske stemmer og øjenstyringssystemer, der kan omsætte intention til output. Og så er der teknologier, der understøtter lytteren: systemer som KnowMe, der hjælper omsorgspersoner og fagfolk med at tolke bevægelser, udtryk og mønstre hos personer, der kommunikerer på utraditionelle måder.
Men selv den mest avancerede teknologi er kun et værktøj. Den kan skabe muligheder — men ikke forbindelser. Den kan generere tale — men ikke mening. For at kommunikation virkelig kan finde sted, må der være nogen i den anden ende, som tror på, at der er et budskab, der er værd at lytte til.